En personlig historie om en fascination, et langvarigt forhold og en iboende kraft
Derfor
Jeg tror på at samfundet har gjort barndommen alt for voksen i daginstitutioner. Jeg mener at vi med den store fokus på målstyret pædagogik, datacentreret styring og digitale løsninger for medarbejdere og skiller hovedet fra kroppen på børnene, så hverdagens pædagogiske aktiviteter potentielt rammer helt skævt i forhold til børns naturlige motivation og psykologiske udviklingsniveau. For at skære det ud i pap har vi organiseret barndommen med for meget fokus på individuel læring i stedet for sociale læreprocesser.
Min personlige mission er derfor at inspirere andre som arbejder i daginstitutioner, med at tilegne konkrete kreative didaktiske værktøjer, som gør pædagoger i stand til at arbejde og organisere læreprocesser med børn.
Dette vil jeg gøre ved at skabe et sted, hvor vi kan inspirere hinanden til pædagogiske aktiviteter, bøger og onlinekurser- & forløb. Jeg vil gerne være din katalysator for en positiv personlig og faglig transformation, hvor jeg kan inspirere dig at iscenesætte kreative forløb for børn i dagtilbud.
Hvorfor Wineleaf Community?
Grunden til at jeg har har kaldt det Wineleaf Community er, fordi jeg tit har haft billedet i hovedet omkring forskellen på Apollon og Dionysos i hovedet, når jeg har læst om forskellige syn på børns læring og læreprocesser. for mig står Apollon for den sikre objektive viden med en sandhed for fremtiden, hvilket igen får mig til at tænke på den måde vi har bygget vores nationale læreplan op omkring 6 temaer som definerer viden i verden. Det er den gængse måde at se børns læring og udvikling på, hvilket jeg gerne vil udfordre på den positive måde.
Jeg står derimod for den mere erfaringsbaseret og legesyge læreproces, hvor jeg bruger Dionysos som et billede på. Dionysos er vinguden. For mig handler Wineleaf Community derfor om at samle et fællesskab af mennekser og viden omkring at ændre fokus på lineær læring til cirkulær læreprocesser. Altså, at opbygge en erfaring i hvad der sker når vi går fra at arbejde med Curriculum til at lære børn at lære.
En personlig historie
Jeg hedder Anders og jeg vil gerne dele en personlig historie med dig omkring et område af pædagogikken som er blevet en kæmpe del af min personlighed, hvem jeg er og hvordan jeg tænker.
Selvom jeg elsker sport og altid har dyrket det lige siden lille dreng, har jeg lige siden jeg startede på pædagogseminariet i år 2000, været meget inspireret af æstetikken og pædagogikken i Reggio Emilia i Norditalien. Jeg har svært ved at skelne om det var inspiration eller indoktrinering!
I hvert fald blev jeg kraftigt inspireret på Skipper Clement seminariet i Aalborg, hvor alle seminariets lokaler dengang havde italienske navne. Selv kantinen hed ikke en kantine, men Piazza’en (Torvet på italiensk)!
Velkommen til mit site, jeg håber det kan tænde en gnist af fascination i dig.
Et lyspunkt over alle fra seminarietiden var helt afgjort mit speciale, som jeg skrev sammen med 4 andre medstuderende.
Det handlede om at lave læreprocesser ud fra det, som børnene er fascineret af gennem længerevarende forløb. Vi og var ude at samle kreative materialer på en genbrugsstation, som vi efterfølgende byggede militærbaser med sammen med nogle drenge i en SFO.
Her fik jeg en livsdefinerende oplevelse omkring børns læring som jeg ikke har veget fra lige siden. At arbejde med pædagogiske læreprocesser ud fra børns motivation, og de spor som de giver os gennem leg og dialog er uvurderligt. Vi arbejdede med at omsætte det til praktisk-musisk pædagogik gennem æstetiske læreprocesser.
Det jeg lærte var, hvordan børnene fordybede sig igennem længere tid, samt at de overskred nogle grænser for hvad de troede var muligt. F.eks. troede en af drengene ikke at han kunne save, men kommunikativt blev jeg ved med at opmuntre ham selvom han ville have mig til at gøre det. Han skulle save et tykt paprør over, men ville have mig til det.
I stedet for at give op, da han indså jeg ikke ville gøre det for ham, så endte ham med at gøre det selv, og det stolte blik han gav mig efterfølgende, har printet sig ind i min hukommelse lige siden.
Det har vist mig hvordan jeg kan rykke børns forestilling om hvad de tror de kan, og jeg har ikke kunnet arbejde efter andre metoder siden da. Det har vist mig hvilken iboende kraft børn har til at overskride sig selv, når bare de er motiveret for opgaven.
Det var en lille personlige historie om at blive fascineret af noget som bliver til et livslangt venskab og som ramt mig med sådan kraft, at man bare bliver nødt til at handle på det.
Derfor har jeg skabt dette mødested. Fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg gerne vil have at du har lyst til at tage en del af det. Velkommen til mit site, jeg håber det kan tænde en gnist af fascination i dig.